VINTERLYSFESTIVALEN: Sange om mor 18:00

Arrangementsinformasjon

Egentlig er Peter Khouris forestilling en hyldest til hans mor. Og skuespilleren Peter Frank Khouri står i egen flotte, velskabte person og smiler charmerende og begavet ud til os tilskuere på Får 302 som det bedste bevis på, at hans mor har født den skønneste søn. Men herfra gør det ondt. For Sange om mor er også en forestilling om en mor, der svigter sin søn forfærdeligt og fatalt.

Denne imponerende forestilling er en slags onemanshow med personlig guitarist. Peter Khouri har selv skrevet den stærke tekst. Sangene er en collage af 70’er-sange og westernhits. Og guitaristen Anders Birk står klar med sine strengeinstrumenter, så han kan akkompagnere den frygtelige beretning som medfølende musiksherif.

Mor er gudinde

Peter Khouri fortæller om drengen, der blev født i 1971 på Rigshospitalet – og han gør det straks klart, at drengen er ham selv. Drengens ideal er en cowboy. Eller rettere sagt: Den cowboy, som hans mor forelskede sig i – og som hun blev gravid med. For denne cowboy forsvandt hurtigt, og drengen har aldrig kendt ham. Men han har drømt om ham hver eneste dag.

Det er flot og smukt, sådan som Peter Khouri gribende kan fremmane billedet af en lille dreng, der holder sin mor i hånden, mens de går ud ad nogle forbudte jernbaneskinner på Amager – og sådan som han viser kærligheden og symbiosen mellem den lille søn og den unge mor. Mor er gudinde, og tv-cowboyhelten McCloud er gud …

Det er denne lykkefølelse, som han trækker på senere, da idyllen krakelerer. Da der kommer vold og stoffer og sprut og brutale mænd ind i hans mors liv – og i hans. Og det er denne lykke, som tilskueren sidder og hepper videre på. Uden held.

Mor griner

Instruktøren Mia Lipschitz har fået Peter Khouri til at holde godt fast i de voldsomme følelser undervejs i denne ’westerncabaret’. Der er i hvert fald en fin vekselvirkning mellem de barske ord og de beroligende musiknumre, hvor man som tilskuer prøver at komme sig en smule.

For som autofiktion er forestillingen rystende. Replikkerne udstråler en sjælden ægthed, fordi de har barnets undren og naivitet. »Mor griner meget – og højt!« siger drengen stolt.

Men han genfortæller også nogle forfærdelige dialoger. Som når han for eksempel som 17-årig spørger sin mor: »Kommer du ikke hjem?« Og hun bare svarer: »Måske.«

Mor forsvinder

Sønnens fortælling gør ikke mindst indtryk, fordi den aldrig nogensinde bliver vred eller anklagende. Denne dreng elsker sin mor så meget, at han tilgiver hendes svigt. Sådan er hans kærlighed. Og underligt nok er der tilsyneladende ikke dukket andre voksne op, der har set det kolossale omsorgssvigt. Scenografiens alenegynger passer uhyggelig godt til hans solobarndom – og lysstriberne i loftet forstærker fint stemningen af alenecowboylivet, både på Amager og i Måløv.

Nuvel, teksten kunne godt have brugt en dramaturg, så gentagelserne ikke havde været så massive. Men med disse sentimentale følelsessvirp holder Peter Khouri faktisk rytmen i sin egen beretning – og dermed får forestillingen den særlige blanding af fremdrift og sorgpauser, som vel er uundgåelig. I hvert fald hvis han skal fortælle historien helt frem til den dag, han ser sin mor for sidste gang.

Billedet af hende smelter sammen med det rå billede af Peter Khouri selv, sådan som han står som en cowboy i døråbningen: En kærlighedscowboy.

’Sange om mor’. Tekst: Peter Frank Khouri. Musikcollage: Anders Birk. Instruktion: Mia Lipschitz. Lys: Sonja Lea. Lyd. Jes Theede. Teater Får 302 i Toldbodgade til 11. april. www.faar302.dk